Brugervilkår
Homerunner Brugervilkår Pakke- og logistik platform
2023.10.10
1. Indledning
1.1. Disse Brugervilkår (“Brugervilkår”) regulerer enhver brug foretaget af tredjemand (”Kunden”) af enhver applikation, platform, API, software og/eller online tjeneste herunder container- og pakke- og logistik IT-platforme (“Homerunner Platformen”) (Samlet: ”Tjenester(ne)” eller ”Systemer(ne)”) udbudt af Homerunner ApS, CVR: 36721146, Stigsborgvej 60, 9400 Nørresundby, Danmark og/eller datterselskaber heraf (”Homerunner”). Brugervilkårene skal anses for en integreret del af enhver transaktion, som indebærer, at Kunden benytter Tjenester.
2. Projektinformation og materiale
2.1 Homerunners levering af Tjenester kan kræve Kundens medvirken herunder, at Kunden afgiver visse oplysninger og udfører visse handlinger. Det er en forudsætning for levering af Tjenester, at Kunden udfører sådanne handlinger rettidigt og fuldstændigt.
3. Videresalg og viderelicensering
3.1 Kunden må ikke videresælge eller licensere Tjenesterne til tredjemand, medmindre det er skriftligt aftalt med Homerunner.
4. Immaterielle rettigheder
4.1 Alle rettigheder i og til Systemerne og til al dertil relateret software, API´er, frembringelser og opfindelser, teknologi, samt alle forbedringer eller modifikationer dertil, udviklet af Homerunner alene eller i fællesskab med Kunden tilhører Homerunner.
4.2 Kunden må ikke på nogen måde udføre reverse engineering, eller på anden måde forsøge at tilgå og afdække kildekoden, den underliggende struktur eller algoritmer i Systemerne. Yderligere må Kunden under ingen omstændigheder ændre i eller reproducere den underliggende kode. Kunden må ikke skabe afledt software baseret på Systemerne eller fjerne eventuelle rettighedsmeddelelser eller tags.
5. Tredjepartsrettigheder
5.1 Homerunner indestår for, at Systemerne ikke krænker tredjemands rettigheder såsom patenter, ophavsrettigheder eller andre immaterielle rettigheder, forudsat at Kunden øjeblikkeligt og skriftligt notificerer Homerunner om enhver mulig krænkelse, som Kunden bliver bekendt med.
5.2 Ovenstående indeståelse i punkt 5.1 gælder ikke for dele eller komponenter af Systemerne som (i) ikke er lavet af Homerunner, (ii) er lavet helt eller delvist i overensstemmelse med Kundens specifikationer, (iii) er ændret af Kunden efter levering, (iv) er kombineret med andre Systemer, processer eller applikationer, hvor den påståede krænkelse vedrører en sådan kombination, (v) Kunden fortsætter brugen af efter at være blevet bekendt med den mulige krænkelse eller efter at være blevet informeret om ændringer, der ville have undgået den påståede krænkelse, eller (vi) bruges af Kunden i uoverensstemmelse med denne aftale eller andre aftaler med Homerunner.
5.3 Såfremt Systemerne ved endelig dom findes at være krænkende, kan Homerunner vælge at (a) erstatte eller ændre Tjenesterne, så de er ikke-krænkende men indeholder væsentligt lignende funktioner og funktionalitet som den krænkende del, (b) opnå for Kunden en licens til at fortsætte med at bruge Tjenesten, eller (c) hvis intet af ovenstående er kommercielt praktisk muligt, opsige denne Aftale.
6. Tilgængelighed og ansvarsbegrænsning
6.1 Homerunner gør hvad der med rimelighed er muligt for vedvarende at holde Tjenesterne tilgængelige og vedligeholde disse på en måde, der minimerer fejl og afbrydelser. Tjenesterne kan være midlertidigt utilgængelige i forbindelse med vedligeholdelse af Systemerne eller tredjepartsapplikationer, som Systemerne er afhængige af, eller af andre årsager.
6.2 Kunden anerkender at computersystemer, software og applikationer ikke er fejlfrie. Tjenesterne leveres ”as is” hvilket betyder, at Homerunner ikke garanterer for og ikke kan holdes ansvarlig for, at Tjenesterne til enhver tid er tilgængelige og fejlfrie. Homerunner garanterer yderligere ikke for og kan ikke holdes ansvarlig for, at Systemerne angribes af virus eller anden skadelig software eller i øvrigt indeholder sikkerhedsbrister.
6.3 Homerunner skal under ingen omstændigheder være ansvarlig overfor Kunden eller nogen tredjepart for (a) tab af data eller for følgeskader eller indirekte skader, herunder forretningsafbrydelser, mistet goodwill, mistet omsætning eller indtjening, eller
(b) ethvert andet tab som følge af brugen af Tjenesterne, information eller data leveret via Tjenesterne, herunder for fejl eller mangler deri.
6.4 Homerunners samlede ansvar overfor Kunden skal under ingen omstændigheder overstige prisen for Kundens brug af Tjenesterne i 3 måneder forud for hændelsen, der er årsag til kravet rejst af Kunden.
6.5 Homerunner er ikke ansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtigelser på grund af begivenheder eller omstændigheder uden for Homerunners rimelige kontrol, herunder, mangler i systemer leveret af tredjemand, uanset om denne tredjemand er underleverandør til Homerunner såsom IT-systemer fra transport- og logistikudbydere, servere, apps, software og andre løsninger som Tjenesterne er afhængige af, eller som platformen er bygget på eller interagerer med, pandemier herunder COVID-19, cyber angreb, computervirus, brand, eksplosioner, oversvømmelser, vejrlig, terrorhandlinger, krig, oprør, optøjer eller anden civil uorden, ordre eller anmodninger fra enhver myndighed, strejker, lockout eller arbejdskonflikter i øvrigt.
7. Fortrolighed
7.1 Såfremt Parterne videregiver til, eller stiller oplysninger til rådighed for, den anden part (den ”Modtagende Part”), såsom oplysninger om forretningsforhold, Systemer og tjenester, data og specifikationer, fortrolige tredjepartsoplysninger og andre følsomme eller beskyttede oplysninger (”Fortrolige Oplysninger”) skal den Modtagende Part:
(a) Holde Fortrolige Oplysninger hemmelige og udvise samme grad af fortrolighed som den Modtagende Part gør med sine egne Fortrolige Oplysninger, men under ingen omstændigheder med en grad, der er mindre, end hvad der må forventes af professionelle parter,
(b) ikke bruge den anden parts Fortrolige Oplysninger til andre formål end at udøve sine rettigheder eller udføre sine forpligtigelser i henhold til aftaler mellem parterne; og
(c) ikke videregive Fortrolige Oplysninger til tredjemand, undtagen i tilfælde, hvor tredjemand er underleverandør til en Part og har behov for at kende oplysningerne, for at den Modtagende Part kan udøve sine rettigheder og udføre sine forpligtigelser i henhold til Aftalen.
7.3 Den Modtagende Part skal på den anden parts skriftlige anmodning straks returnere alle kopier indeholdende Fortrolige Oplysninger, hvad enten de er i skriftlig, elektronisk eller anden form, eller slette alle sådanne kopier og skriftligt bekræfte over for den anden Part, at disse er blevet slettet. Dette gælder dog ikke for Fortrolige Oplysninger som en part har pligt til at opretholde i henhold til lovgivningen.
7.4 Fortrolighedsforpligtelserne i nærværende punkt 7 gælder i fem (5) år fra de pågældende Fortrolige Oplysninger er overgivet til den Modtagende Part. Fortrolighedsforpligtelserne gælder ikke for Fortrolige Oplysninger, som den anden Part kan dokumentere er (a) gjort tilgængelige for offentligheden uden at dette skyldes den Modtagende Parts overtrædelse af nærværende forpligtelser, eller (b) var i den Modtagende Parts besiddelse eller kendt af denne før modtagelsen af informationen fra den anden Part, eller
(c) blev retmæssigt videregivet til den Modtagende Part af en tredjepart uden, at der derved skete brud på tilsvarende fortrolighedsforpligtelse, eller (d) blev udviklet af den Modtagende Part uden brug af Fortrolig Information fra den anden Part eller (e) skal videregives som følge af lovgivning eller afgørelse fra offentlige myndigheder.
8. Ophør
8.1 Medmindre andet er aftalt skriftligt mellem Parterne, kan hver af Parterne opsige aftaler om Homerunners levering af Tjenester til Kunden med 60 dages skriftligt varsel til udgangen af en kalendermåned. En Part kan hæve aftalen om Homerunners levering af Tjenester til Kunden med 7 dages varsel i tilfælde af, at den anden Part væsentligt har misligholdt sine forpligtelser i disse Brugervilkår og ikke har bragt misligholdelsen til ophør inden udløbet af varslet.
9. Lovvalg og værneting
9.1 Brugervilkårene er underlagt dansk ret.
9.2 Enhver tvist, der udspringer af Brugervilkårene eller relaterer sig til Kundens brug af Tjenester, som ikke afgøres i mindelighed, skal indbringes for Retten i Aalborg som første instans.
10. Ændringer
10.1 Eventuelle ændringer til disse vilkår kan foretages ensidigt af Homerunner. I tilfælde af væsentlige ændringer skal Kunden have 30 dages skriftligt varsel, før sådanne ændringer træder i kraft. Hvis Kunden ikke accepterer en væsentlig ændring, skal Kunden underrette Homerunner skriftligt herom indenfor 15 dage fra modtagelsen af meddelelsen om den væsentlige ændring. I tilfælde af sidstnævnte kan Homerunner efter eget skøn beslutte at fortsætte leverancen baseret på uændrede vilkår.
11. Diverse
Homerunner kan overføre og overdrage samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til aftaler med Kunden i forbindelse med en spaltning, fusion, overdragelse af virksomhed eller lignede uden samtykke ved at give meddelelse efter en sådan overdragelse.
11.2 Parterne kan sende alle meddelelser i henhold til disse betingelser via e-mail til den e-mailadresse, som den anden part har angivet, og meddelelser via e-mails skal anses for at være afgivet på afsendelsesdagen.